Skip to content

Overkom din vinterdepression med inspirerende læsning

Kender du det med et blive lidt mere trist og energiforladt i takt med at vejret bliver mørkere og koldere? Måske er du en af de 5% af Danmarks befolkning, som hvert år rammes af vinterdepression. En vinterdepression kan ramme os alle, og starter typisk allerede i efterårs månederne. Årsagen til en vinterdepression er oftest de faldende temperaturer og den faldende lys mængde.

De fleste af os kender til at have mindre energi i de køligere og mørkere måneder, end om sommeren, men derfor behøver du ikke nødvendigvis have en vinterdepression. Dog kan det alligevel være rart med nogle ting som giver os fornyet energi og positive tanker i en mørkere tid. Derfor deler jeg her to anbefalelsesværdige, tankevækkende og inspirerende bøger, som du bør læse.

En Arbejdsnarkomans bekendelser

Bogen her er ret fangende, og skildrer en succesfuld forretningskvinde, som kører sig selv så langt ud at hun ender med stress og depression – en tilstand hun har svært ved at komme ud af. Selvom der i bogen er tale om noget langt alvorligere end en vinterdepression, så kan man relatere til mange af problematikkerne. Alligevel kan man forundres over hvordan hun når så langt ud, men også inspireres af hvordan hun kommer tilbage på sporet igen. I grove træk handler bogen om forretningskvinden Hanne Feldthus, som bliver afhængig af rusen fra succesen og forsømmer dem omkring sig til fordel for sit arbejde. Hun ræser afsted med 210 i timen, uden at se faresignalerne – lige indtil det går galt! En helt sandfærdig historie om Hanne Feldthus som har haft høje stillinger hos både Q8 og i reklamebranchen.

Lykkelig nu! – et godt værktøj mod vinterdepression

Lykkelig nu! er en bog af Caroline Fleming. Måske mildt beskrevet som en selvhjælpsbog, omend mange ikke helt bryder sig om det ord. I bogen deler hun gode tips og egne erfaringer. Den indeholder 21 peptalks, om hvordan man bliver lykkeligere – én til hver dag, for det tager nemlig 21 dage at tilegne sig en ny vane. Bogen indeholder emner som selvkritik, nattesøvn, ens tankegang og sund mad. Hver dag når dagens peptalk er læst, skal man skrive 3 mål, man har nået den dag, 3 gode ting man har gjort for andre den dag og 3 ting der har glædet en den dag.

Bogen tager nogle interessante emner op, og selvom man egentlig er klar over mange af tingene, er det godt med en lille reminder. Det er nemlig ikke altid vi lige gør det. Når vi læser det sort på hvidt, bliver vi derfor også mere opmærksomme på det. I en tid hvor en vinterdepression rammer, kan det være ekstra tiltrængt med positive tanker. Det med at skulle skrive i bogen hver dag, kan helt gøre det til en sport, at huske at gøre noget for andre eller at nå bestemte mål for dagen.