De fleste mennesker ønsker at motionere mere, end de gør i dag – hvis de da overhovedet motionerer. Mange ønsker også at donere til velgørende formål, men det er ikke altid, at vi lige får det gjort eller synes, vi kan finde luft i økonomien til det. Men sådan behøver det ikke længere at være. Med motionsapp’en Charity Miles fusioneres motion og velgørenhed i et smukt koncept, der stiller få krav til forbrugeren.
Motion til samvittigheden
Charity Miles går i al sin enkelthed ud på, at du optjener penge til velgørende formål. Når du installerer app’en på din smartphone, vælger du et velgørenhedsformål, du gerne vil støtte. Mens du motionerer, dvs. cykler, går eller løber, optjener du penge til det valgte velgørende formål. Når du er færdig med din gå-, løbe- eller cykeltur, bliver de penge, du har optjent, sendt afsted, og du modtager en kvittering for dit bidrag – men vel at mærke kun, hvis du deler dit bidrag på sociale medier. Det er præmissen.
Desto længere en distance, desto større et donationsbeløb
Beløbets størrelse afhænger af hvor stor en distance, du tilbagelægger – og på hvilken måde du gør det. Hvis du cykler, optjener du 10 cent per mile, mens du optjener 25 cent per mile, når du går eller løber.
FAKTA: En mile svarer til 1,6 km.
I princippet kan du bruge app’en på daglig basis og optjene velgørenhedskroner, mens du cykler på arbejde og handler ind i det lokale supermarked.
Hvem donerer pengene?
Charity Miles’ eksistensgrundlag hviler på en lang række sponsorers økonomiske bidrag. Det er også grunden til, at du skal dele din gode gerning på de sociale medier, så de bærende kræfter bag projektet får markedsføring og en unik mulighed for at connecte med forbrugeren i bytte.
Øvrige features
Charity Miles er på mange måder en særegen tjeneste. I hvert fald er der ikke andre motionsapp’s, der kommer nær samme koncept. Men den anden vej rundt indeholder Charity Miles mange af de samme funktioner, som du finder i mere udbredte motions- og løbeapp’s som eksempelvis ‘Endomondo’ og ‘RunKeeper’. Bl.a. har Charity Miles nemlig også en GPS-funktion, der gør, at du er i stand til at tracke din tid, tilbagelagte distance og output.
Herunder kan du se en introduktionsfilm til tjenesten: