Det kan være ganske ydmygende og uværdigt at fiske pant op af Københavns skraldespande, der typisk flyder over med hundelorteposer, madrester og glasskår. Når det sker, ser resten af offentligheden typisk til med skulende blikke. Den problematik imødekommer et forholdsvis nyt borgerinitiativ.
Klamt og ulækkert – og et samfundsproblem
I 2014 udgjorde u-indløst pant i Danmark alene omkring 166 millioner kr(!). En stor årsag til tallets mange nuller er, at meget pant typisk ender i skraldespande – eller i naturen. Det kaldes skraldet pant. Foruden det økonomiske- og miljømæssige aspekt, er det utroligt uværdigt for den, der samler panten op. Alle tre hensyn har KBHpant for øje.
KBHpant: En ny pantkultur med nye skraldespande
Hos KBHpant har man udviklet skraldespande, der er designet til at opbevare pant, så denne bliver mere tilgængelig for den, der samler panten op. Skraldespandene findes i flere varianter, der alle har det til fælles, at panten separeres fra det øvrige affald. Med andre ord er det en ny pantkultur, der er på vej – og den kommer med hastige skridt.
Forsøgsordning veloverstået
KBHpants koncept om at give borgerne mulighed for at komme af med deres pantflasker og dåser på en hensigtsmæssig måde startede allerede tilbage i sommeren 2014. Her havde initiativtagerne bag konceptet stillet “pirat kasser” op i byen. Dvs. små trækasser, der stod ved siden af storbyens skraldespande, så borgerne havde mulighed for at komme af med deres pant uden hverken at svine eller blande panten med øvrigt affald.
Siden da har projektet fået luft under vingerne, og fra juni til september 2015 har der således været opstillet KBHpant skraldespande langs Sønder Boulevard i København. Prøveperioden gik så godt, at hvis alt går vel, kan vi snart dumpe vores pant på en hensigtsmæssig måde i hele København – og forhåbentligt på et tidspunkt i over hele landet.